Hvordan skriver man et godt CV i 2026? Den komplette guide til dansk jobsøgning
TL;DR: Sådan skriver du et godt CV i 2026
- Et CV er et målrettet salgsdokument – ikke en komplet jobhistorik
- Dit CV skal kunne læses af både ATS, AI-screening og rekruttere
- Ét generisk CV er ikke nok – tilpasning er afgørende
- Nøgleord og målbare resultater vejer mere end grafisk design
- Brug en ATS-venlig CV-skabelon, som dem fra Jofibo, for at undgå frasortering
- Et godt CV i 2026 er et målrettet dokument til én stilling – ikke et arkiv over alt, du har lavet.
- ATS og AI vurderer først struktur + nøgleord + relevans, før en recruiter læser.
- Resultater slår ansvar: tal, effekt og outcome gør dit CV troværdigt.
- Ét CV er ikke nok: tilpas profiltekst, kompetencer og de øverste bullets til hver ansøgning.
- Det bedste CV er det, der bliver læst: enkelt layout, tydelig struktur, korrektur.
Et godt CV er stadig nøglen til drømmejobbet – uanset om du skriver en motiveret ansøgning eller søger job via en uopfordret ansøgning. Men måden CV’er bliver vurderet på har ændret sig markant.
I 2026 bliver dit CV sjældent læst af et menneske først. Det bliver scannet og vurderet af ATS-systemer og AI-baserede screeningsværktøjer, før det når en rekrutteringsansvarlig. Det betyder, at dit CV skal være struktureret korrekt, indeholde de rigtige nøgleord og være let at afkode – både for software og mennesker.
I denne guide viser vi dig, hvordan man skriver et godt CV i Danmark i 2026. Du får en trin-for-trin gennemgang, konkrete eksempler og praktiske tips, uanset om du er i arbejde, mellem jobs eller står overfor et jobskifte. Vi viser dig også relevante CV eksempler og guider dig til at vælge det rette CV format. Er du freelancer, har vi lavet en guide, der viser dig præcis, hvordan du skal lave et freelance CV med Jofibos CV skabeloner.
Du lærer:
- Det helt basale - hvad er et godt CV?
- Hvordan skriver man det perfekte CV - en trin-for-trin guide
- Hvilke CV formater findes der og hvilket skal man vælge?
- Hvor meget/lidt skal man inkludere i sit CV?
- Gode råd til det perfekte CV
Hvad er et CV?
Et CV er det vigtigste dokument i din karriere. Det er en kort, struktureret og målrettet præsentation af dine erfaringer, kompetencer og resultater. Det er (sædvanligvis) en obligatorisk del af en jobsøgningsproces. Dets eneste funktion er at få dig til jobsamtaler.
Du bør altid sørge for, at dit CV er så specifikt og præcist som muligt. For de fleste danske jobsøgere i 2026 bør et CV være 1-2 sider. Kun profiler med meget specialiseret erfaring (for eksempel forskning eller ledelse på højt niveau) bør overveje 3 sider. Ifølge recruitere er første gennemlæsning ofte meget kort, så et fokuseret CV giver dig en klar fordel. Husk: Et langt CV er ikke et grundigt CV. Et godt CV er fokuseret.
I 2026 fungerer dit CV ikke kun som præsentation for en rekrutteringsansvarlig. Før det bliver læst af et menneske, har det typisk været igennem en ATS-screening. Her vurderes blandt andet struktur, nøgleord og relevans.
Hvis dit CV ikke er korrekt opbygget, indeholder for mange grafiske elementer eller mangler centrale nøgleord, risikerer du at blive frasorteret uanset hvor kvalificeret du er.
Derfor bør dit CV:
- Være overskueligt og logisk opbygget
- Fokusere på relevante resultater
- Bruge de samme termer som jobannoncen
- Være let at tilpasse til forskellige stillinger
Tænk på dit CV som et professionelt pitch – ikke en historisk gennemgang.
Der findes i dag mange teknologiske løsninger, der kan hjælpe dig med at skrive dit CV. Én af dem er Jofibos CV skabeloner, hvor struktur og layout allerede er optimeret. En anden er kunstig intelligens – for eksempel ChatGPT.
Jofibo gør det muligt at importere et eksisterende CV og automatisk omdanne det til et struktureret, ATS-venligt CV, der kan tilpasses til konkrete jobopslag.
AI kan være en stor hjælp til formuleringer, sparring og korrektur. Men rekruttere genkender hurtigt generiske AI-tekster, der mangler personlighed og konkrete resultater.
Brug derfor AI som:
- Sparringspartner
- Hjælp til struktur og formulering
- Korrekturlæser
Ikke som:
- Erstatning for dine egne erfaringer
- En genvej til et standard CV
Læs mere om, hvordan ChatGPT kan forbedre dit CV, og hvordan du bruger AI på den rigtige måde.
Hvorfor ét CV ikke er nok i 2026
En af de mest udbredte fejl i moderne jobsøgning er at bruge det samme CV til alle stillinger. I 2026 er målretning ikke en fordel – det er en forudsætning.
Hver gang du søger et job, bør du:
- Justere overskrift og profiltekst
- Tilpasse dine kompetencer
- Fremhæve de mest relevante erfaringer
- Bruge nøgleord fra den konkrete jobannonce
Små justeringer kan være forskellen på afslag og jobsamtale.
Sådan tilpasser du CV’et på 10 minutter
Når du har et grund CV, kan du målrette det hurtigt:
- Kopiér 5–8 nøgleord fra jobannoncen (værktøjer, ansvar, kompetencer)
- Opdater overskrift og profiltekst på dit CV så de matcher jobtitlen og de vigtigste krav
- Tilpas dine 2–3 øverste erfaringer: tilføj 1 bullet pr. job, der matcher jobannoncen direkte
- Flyt dine mest relevante kompetencer øverst i kompetence-sektionen
- Tjek format og læsbarhed (ATS): undgå grafik og hold strukturen enkel. Læs om ATS her
Hvordan skriver man det perfekte CV - en trin-for-trin guide
At skrive et CV er lidt som at følge en opskrift. Der findes variationer af, hvordan du gør det, men målet er det samme: at komme til en jobsamtale og blive ansat. Herunder er en kort og præcis trin-for-trin guide til, hvordan man skriver et CV. Hvert trin bliver forklaret i detaljer sammen med tips og tricks til dit CV. Du kan klikke på hvert trin, du vil læse mere om.
- Vælg dit CV format
- Tilføj en overskrift til dit CV (målret den til jobannoncen)
- Tilføj dine kontaktinformationer og et vellignende portrætfoto
- Skriv en kort og fængende profiltekst (målret den til jobannoncen)
- Tilføj alle relevante erhvervserfaringer i omvendt kronologisk rækkefølge (altså med nyeste øverst)
- Sørg for at bruge de rigtige nøgleord fra jobannoncen
- Tilføj din seneste uddannelse (hold din uddannelse til max. to niveauer)
- Tilføj dine kompetencer til dit CV (målret dem til jobannoncen)
- Valgfrit: Tilføj relevante ekstra sektioner (for eksempel frivilligt arbejde)
- Læs korrektur
Har du allerede et CV? Så start dér
Hvis du allerede har et CV, behøver du ikke starte fra bunden. Med Jofibo kan du importere dit eksisterende CV og få det konverteret til en professionel, ATS-venlig skabelon på få minutter.
Når du importerer dit CV, kan du:
- Bevare dit eksisterende indhold
- Få strukturen ryddet op automatisk
- Tilpasse dit CV til konkrete jobopslag
- Spare tid og komme hurtigere i gang
- Det er den nemmeste måde at opgradere dit CV til 2026 – uden at skrive det hele igen.
Importer dit CV og kom i gang på få minutter.

Hurtig ATS-tjekliste (før du sender dt CV)
- Brug et enkelt layout (helst én kolonne) og tydelige overskrifter
- Undgå ikoner, grafer, tekstbokse og tunge designelementer
- Brug standard-overskrifter som “Erhvervserfaring”, “Uddannelse”, “Kompetencer”
- Gem som PDF (medmindre arbejdsgiver beder om Word)
- Tjek at datoer, virksomhedsnavne og jobtitler er ensartede
Vil du vide hvorfor? Se vores test af ATS-venligt CV vs. grafisk CV.
1. CV format
Du har flere muligheder, når det gælder, hvilket CV format du kan vælge imellem. Hvilket du skal vælge afhænger af din situation. De tre klassiske CV formater er:
- Omvendt kronologisk CV format: vælg dette CV format, hvis du har megen erfaring
- Det kompetencestyrede CV format: vælg dette CV format, hvis du er i gang med et karriereskifte eller mangler relevant erfaring
- Det kombinerede CV format: Vælg dette format, hvis du har relevante kompetencer, men ikke megen erfaring endnu

Noget, du også kan overveje, er, om du vil prøve kræfter med et motiveret CV. I et motiveret CV kombinerer du elementer fra din ansøgning med dit CV. Du skaber et stærkt dokument, der fremhæver dine faglige kvalifikationer og din motivation for at søge jobbet.
2. Overskriften til dit CV
Start dit CV med en iøjnefaldende overskrift, der inkluderer dit fulde navn og din professionelle titel. Husk altid at tilpasse din jobtitel til den stilling, du søger. Hvis jobannoncen kræver en "Marketingchef," så sørg for at bruge præcis den titel, selvom du tidligere har haft en lignende rolle som "Marketingdirektør." Ved at gøre dette, øger du dine chancer for at blive bemærket og matche de specifikke søgeord, som virksomheden leder efter.
3. Kontaktinformation og billede
Du bør placere dine kontaktinformationer under dit CVs overskrift eller i øverste højre kolonne, hvis du vælger et CV design med dobbelt-kolonne. Du bør inkludere følgende:
- Emailadresse
- Telefonnummer
- Fysisk adresse (gadenavn, postnummer, by)
Disse informationer er obligatoriske. Du kan også vælge at tilføje dine konti på sociale medier, men tænk over, at du på denne måde inviterer den rekrutteringsansvarlige til at kigge på dem. Vær derfor sikker på, at alle dine profiler på sociale medier er sobre, hvis du vælger at tilføje dem.
I Danmark er det stadig almindeligt at tilføje et billede til sit CV, og mange arbejdsgivere ser det som en fordel. Det er dog ikke et krav. Hvis du søger internationalt eller er i tvivl, er det helt acceptabelt at udelade billedet.
Vælger du at bruge et billede, bør det være professionelt og neutralt – svarende til dit billede på din LinkedIn-profil. Herunder har vi samlet nogle gode råd til dig:
Retningslinjer til dit billede:
- Gå til en professionel fotograf. Mange fotoforretninger der tilbyder at lave pasbilleder kan også tage et godt og professionelt profilbillede af dig
- Sørg for at have tøj på, der afspejler din branche
- Vær sikker på, at dit billede også vil se godt ud i sort/hvid, da mange arbejdsgivere printer CV’er ud i sort/hvid
4. Profiltekst til dit CV
En stærk profiltekst på dit CV vil helt sikkert få dig til at skille dig ud fra de andre kandidater. Profilteksten til CV'et er en kort beskrivelse af dig og dine kompetencer og kvalifikationer i forhold til stillingen, du søger. Derfor er det vigtigt, at du målretter profilteksten med de rigtige nøgleord fra jobannoncen. Dette sikrer, at du fanger den rekrutteringsansvarliges opmærksomhed.
Skabelon til profiltekst (50 ord)
Brug denne skabelon til at skrive din profiltekst ud fra:
[Jobtitel] med [X års erfaring] i [branche/område]. Stærk i [3 nøglekompetencer]. Har senest skabt [målbar effekt] ved at [kort handling]. Motiveret af [relevant fokus] og søger nu at bidrage hos [virksomhed] med [værdi].
Den optimale længde for profilteksten til dit CV er omkring 50 ord. Her gælder kvalitet frem for kvantitet.
5. Relevant erhvervserfaring
Selvom det kan være fristende at liste alle dine tidligere erhvervserfaringer, skal du ikke gøre det. Nøgleordet her er relevans. Når du tilføjer dine erfaringer skal du være sikker på, at du kun inkluderer dine relevante erfaringer. Og gå ikke længere end 10 år tilbage. Det er bedre med nogle få relevante erhvervserfaringer frem for en sær blanding af fritidsarbejde fra ungdommen og de næste 20 år frem uden relevans for stillingen, du søger.
Sørg for at optimere så meget som muligt til jobannoncen for hver erhvervserfaring du tilføjer. Helt konkret betyder det, at du skal bruge de samme termer som i jobannoncen, hvor det er muligt.
Brug punktopstilling til at fremhæve dine opgaver og resultater. Dit CV bliver med ét mere overskueligt og læsevenligt.
Skabelon til dine bullets
Brug denne skabelon til at skrive dine bullets i punktopstillingen ud fra:
- Skabte [resultat] ved at [handling] (målt på [KPI/tid]).
- Forbedrede [proces] ved at [metode], hvilket gav [effekt].
- Ansvarlig for [område/budget/team] med fokus på [mål].
Eksempel på stærk beskrivelse af erhvervserfaring
Digital Marketing Specialist – ABC ApS
2021–2024
- Øgede organisk trafik med 42 % på 12 måneder
- Ansvarlig for Google Ads-budget på 500.000 kr.
- Implementerede ny content-strategi baseret på SEO-data
- Samarbejdede tæt med salg og ledelse
Når du beskriver dine erfaringer, kan du med fordel bruge STAR-metoden til at gøre dine resultater konkrete og lette at forstå.
6. Brug de rigtige nøgleord
Som vi allerede har været inde på, er det vigtigt, at du målretter og skræddersyr dit CV til den stilling, du søger. En af de bedste måder du kan gøre det på, er ved at bruge de samme termer i dit CV som i jobannoncen.
Gennemgå jobannoncen nøje og fremhæv de erfaringer og kompetencer, der matcher dig og dine kompetencer. Noter dem ned og brug dem, når du beskriver dine kompetencer, færdigheder og erhvervserfaringer.
Nøgleordsmetoden: 3 lag du altid skal have med
Når du finder nøgleord i en jobannonce, så tænk i 3 lag:
- Faglige kompetencer (værktøjer, systemer, faglig viden)
- Ansvar/områder (projekter, processer, samarbejde, ledelse)
- Resultater/effekt (mål, KPI’er, forbedringer, besparelser)
Brug nøgleordene i din overskrift, profiltekst, kompetencer og de øverste bullets under erfaring og ikke kun én gang i bunden.

7. Relevante uddannelser
Dine uddannelser er en vigtig del af dit CV. De viser din potentielle arbejdsgiver, at du har den nødvendige viden der skal til, for at kunne udføre arbejdet. Men lad være med at tilføje hele din uddannelsesmæssige historie lige fra folkeskolen til din ph.d. afhandling. Tilføj kun din senest afsluttede uddannelse samt de relevante kurser og certifikater, du siden hen har erhvervet dig. Nøgleordet er igen relevans.
8. Kompetencer og færdigheder
Dine kompetencer og færdigheder er en helt essentiel del af det perfekte CV. Som ved alt andet i dit CV er det altafgørende, at du viser virksomheden, at du besidder de kompetencer, de efterspørger. Sørg derfor for grundigt at aflæse i jobannoncen, hvilke kompetencer der er nødvendige for stillingen og match dem med dine egne.
Vær opmærksom på, at der er flere forskellige måder at tilføje dem på, afhængig af, hvilket CV format du har valgt. Deres rolle ændrer sig også afhængig af, hvor du er i din karriere. Lad os lige kigge nærmere på det:
Hvis du har masser af relevant erhvervserfaring og relevante kompetencer, skal du vælge et omvendt-kronologisk CV format. Her skal du tilføje dine kompetencer enten i bunden eller, hvis du har valgt et CV design med dobbelt-kolonne, i side-kolonnen.
Hvis du er i gang med et karriereskifte eller lige er blevet færdig med din uddannelse, men har de relevante kompetencer, kan du vælge at bruge et kompetencebaseret CV. Her vil fokus være på netop dine kompetencer. En anden mulighed er det kombinerede CV format, som er en hybrid mellem det omvendt-kronologiske og det kompetencebaserede CV format. For begge typer CV gælder det, at du skal tilføje dine kompetencer i starten af dit CV, altså inden erhvervserfaring og uddannelse. Vores CV skabeloner hjælper dig med at gøre dette.
9. Valgfrit: relevante ekstra sektioner
Denne del af dit CV er valgfrit og skal kun tilføjes, såfremt det er relevant for stillingen. Har du for eksempel haft frivilligt arbejde, er det en rigtig god ide at fremhæve dette i dit CV. Det viser både, at du har overskud til at yde en ekstra indsats samt, at du er en dedikeret person. Det er dog vigtigt, at du kan vise, hvordan dit frivillige arbejde er relevant for stillingen du søger. Flere eksempler på ekstra sektioner kan være: Projekter, certifikater, hobbyer eller praktikophold.

10. Læs korrektur
Det sidste skridt før dit CV er helt klar til at blive sendt afsted sammen med din ansøgning er at læse korrektur. Det er altid en god ide først at læse korrektur et stykke tid efter, du har skrevet din tekst. Det, der måske lød smart lige da du skrev det, lyder måske ikke lige så godt senere på dagen eller dagen efter endda.
Når du skriver CV’er til forskellige stillinger (og selvfølgelig målretter du altid dit CV til den aktuelle stilling, ikke?), er det meget nemt at komme til at skrive det forkerte firmanavn eller lave andre pinlige fejl. Derfor er det utrolig vigtigt at læse grundig korrektur.
Det kan også være en god ide at få et nyt sæt øjne til at gennemgå dit CV. Spørg din ægtefælle, kæreste, et familiemedlem eller en ven, om de ikke vil læse dit CV igennem for åbenlyse fejl. Bed dem også meget gerne fortælle, hvis der er noget i dit CV der ikke er tydeligt nok forklaret. Dette vil være en god indikator for, at der lige skal justeres lidt.
4 gode råd til at skrive det perfekte CV
Hvis du nogensinde har spurgt dig selv: “Hvordan skriver man det perfekte CV?” håber jeg, denne artikel har hjulpet dig et godt stykke videre.
Herunder får du yderligere gode råd til at skrive et CV, der giver resultater.
Allerførst er der den rekrutteringsansvarliges førstehåndsindtryk af dig. Hvor tror du, det er? I den mail, du sender sammen med dit CV og ansøgning. Den skal simpelthen sidde lige i skabet.
Sørg for:
- At bruge den rekrutteringsansvarliges fornavn (præcis som når du skriver din ansøgning)
- At mailen er velskrevet og uden grammatiske fejl eller tastefejl
- At huske at vedhæfte dine dokumenter (det her er virkelig en klassisk fejl, så dobbeltcheck hellere en gang for meget inden du trykker send)
- Afslut mailen med en “call to action”, hvor du lader den rekrutteringsansvarlige vide, at du er til rådighed på både mail og telefon ved yderligere spørgsmål
Der er mange faldgruber, når du skriver et CV. For at gøre det lidt nemmere, har vi lavet følgende liste. Vi håber, det hjælper dig med at navigere i CV junglen.
Hvad du bør og ikke bør gøre, når du skriver dit CV
Dit CV bør indeholde
- Nøgleord fra jobannoncen, der viser dine kompetencer matcher det, virksomheden søger
- Målbare resultater (“øgede overskuddet med 57% i første år af ansættelsen”)
- Relevante erhvervserfaringer fra de seneste 10 år
- En CV skabelon der præsenterer dit CV på en velorganiseret måde
- Dit navn og kontaktinformationer
- Dine seneste færdiggjorte uddannelser samt relevante certifikater og diplomer
- Rigeligt whitespace
Dit CV bør ikke indeholde
- Nedslidte klicheer som “holdspiller”, “god arbejdsmoral”, “synergi”
- Generelle beskrivelser af dine resultater (“var ansvarlig for et meget højere overskud i første år af ansættelsen”)
- Alle dine erhvervserfaringer siden du havde den der avisrute som 14-årig
- Skift mellem forskellige skrifttyper eller datoformater
- Personfølsomme informationer såsom dit CPR nummer
- Hele din uddannelsesmæssige baggrund siden folkeskolen

Klar til at skrive dit CV?
Hvis du kan svare ja til følgende, er dit CV klar:
- Det er målrettet én konkret stilling
- Det indeholder relevante nøgleord
- Det fokuserer på resultater frem for opgaver
- Det er overskueligt og let at læse
Med Jofibos CV-skabeloner får du:
- ATS-venlige layouts
- Nem tilpasning til hver ansøgning
- Professionelt design uden bøvl
Lav dit CV på under 15 minutter – eller importer dit eksisterende CV og opgrader det til et professionelt, ATS-venligt CV. Gratis download.
Er du allerede indkaldt til en jobsamtale? Så gå ikke glip af 51 typiske spørgsmål til jobsamtalen så du er bedst muligt forberedt.
CV eksempler
Herunder har vi samlet en række CV eksempler, der viser, hvordan man kan skrive et CV.
CV eksempel #1 - Gymnasielærer

Vores gymnasielærer, som vi har brugt som eksempel hele vejen igennem artiklen, har lavet et omvendt kronologisk CV. Hun har dermed placeret sin seneste ansættelse øverst og derfra arbejdet sig tilbage i tid. Hun fremhæver tydeligt sine målbare resultater både i erhvervserfaring og under frivilligt arbejde.
Se desuden også vores lærer CV til en folkeskolelærer.
CV eksempel #2 - Sikkerhedsvagt

Vores sikkerhedsvagt fokuserer i sit CV på hans mange års erfaring i både ind- og udland. Han vægter ord som sikkerhed og observationsevner højt, hvilket viser, man kan føle sig tryg i hans varetægt. Han formår at demonstrere sin erfaring som sikkerhedsvagt meget tydeligt.
CV eksempel #3 - Studerende uden erhvervserfaring

Det sidste eksempel er fra en studerende, der helt naturligt ikke har megen erhvervserfaring endnu. Derfor er han nødt til at vise alternativer til klassisk erfaring. Det gør han via praktikperiode, projektarbejde, relevante kurser, frivilligt arbejde samt fritidsinteresser. Det gælder om at vise, at man har opnået målbare resultater på trods af manglende erhvervserfaring. Læs eventuelt denne artikel for mere viden om, hvordan man skriver et studiejob CV.
Er du håndværker og skal til at søge job? Se vores håndværker CV eksempler for yderligere inspiration.
