Sådan skriver du en uopfordret ansøgning: eksempler, tips og tricks
Du har nu sendt din hundredesyttende ansøgning i træk, uden resultat. Der er ikke flere spændende stillinger at søge. Hvad gør du? Måske er det nu tid til at grave lidt dybere i jobmarkedet og begynde at se på et alternativ: uopfordrede ansøgninger. At skrive en uopfordret ansøgning kan dog være noget af en udfordring for de fleste, så derfor har vi lavet denne guide. Når du har læst den, ved du mere om:
- Hvad er en uopfordret ansøgning?
- Strategier til uopfordret jobsøgning
- Hvordan skriver man en uopfordret ansøgning?
Sidst i artiklen finder du eksempler på uopfordrede ansøgninger, du kan bruge som inspiration til din egen jobsøgning.
Hvad er en uopfordret ansøgning?
Til forskel fra en almindelig ansøgning er en uopfordret ansøgning, som det ligger i ordet, en ansøgning som en virksomhed ikke har opfordret til. “Men hvorfor er dét nu smart?”, tænker du sikkert. Det er smart, fordi du med en uopfordret ansøgning:
- Har markant færre konkurrerende kandidater om samme stilling
- Ikke har en deadline du skal nå
- Selv bestemmer, hvilke virksomheder du søger hos
- Selv bestemmer, hvilke kompetencer, du vil fokusere på
- Udviser initiativ, hvilket arbejdsgivere elsker
Helt konkret er en uopfordret ansøgning en proces, hvor du som jobsøger identificerer virksomheder, der potentielt kunne have en stilling, der passer til dig. Med andre ord, en uopfordret ansøgning kan være din genvej til at komme hurtigere i job.
Det er essentielt, at du kan overbevise din modtager om, at virksomheden har brug for dig og dine kompetencer. Til det skal du være lidt strategisk og finde ud af, hvad deres største udfordringer er. Skal du skrive en praktikansøgning, er de ofte også uopfordrede.
Men første skridt er at lave en liste over de virksomheder, du godt kunne tænke dig at arbejde for.
Research virksomheder
For at finde de virksomheder du gerne vil søge job hos, skal du først lave lidt research. Dit mål skal være at ende ud med en liste over virksomheder og organisationer, der er relevante for det, du kan og vil.
Der er flere måder, du kan gå i gang med at researche på. Herunder følger nogle eksempler, der er til at gå i gang med.
Aviser (ja, også dem af papir)
Et af de bedste steder at starte er ved at læse aviser og erhvervsnyheder. Læg mærke til de virksomheder, der bliver nævnt positivt i nyhederne og noter dem ned. Her er der ofte gode muligheder.
Branchespecifikke hjemmesider
Find de branchespecifikke hjemmesider, der er relevante for din branche. Her finder du de gode historier om konkrete virksomheder, du kan søge uopfordret hos.
Linkedin og dit netværk
Brug Linkedin og dit eget netværk til at søge på virksomheder indenfor dit felt. Her er der ofte gode muligheder, særligt hvis du kender en med tilknytning til virksomheden.
Virksomheder du tidligere har samarbejdet med
I dine tidligere jobs har du helt sikkert haft kontakt til virksomheder, I har samarbejdet med. Det er oplagt at undersøge, om de kan bruge en med din profil.
Gazellevirksomheder, Top 1000 og Great place to work-virksomheder
Disse virksomheder er ofte i vækst og vil derfor sandsynligvis have travlt. Derfor kunne der sagtens være muligheder for at søge job.
4 strategier til uopfordret jobsøgning
Dit næste skridt er at finde ud af, hvilke udfordringer virksomhederne på din liste har.
Nu tænker du måske: “Nå. Og hvordan i alverden finder jeg lige ud af, hvad en virksomheds udfordringer er lige for tiden?” Bare rolig, vi hjælper dig.
Her har vi samlet fire strategier, du kan bruge, når du skal kontakte virksomheder i din uopfordrede jobsøgning.
- Ring virksomheden op - kort og godt
- Research online - send en mail
- Mix - send en mail og ring op
- Mød op fysisk
Hvilken strategi der passer dig afhænger af både dit temperament, din branche og virksomheden du skal kontakte. Lad os se på fordele og ulemper ved hver af strategierne.
1. Ring virksomheden op - kort og godt
Den første strategi er kort og simpel: ring til dem. Spørg, om du må have lov til at sende dem dit CV og din ansøgning, som du har klar på forhånd. Svarer de ja, spørger du, hvem du må sende det til og takker.
Fordele: Det er super effektivt, kort og præcist så du kan nå at kontakte mange virksomheder på én dag.
Ulemper: Du får ikke mange nye informationer og du indgår ikke i en dialog med den person, du sender ansøgningen til.
Denne strategi er god, hvis du har en lang liste af potentielle virksomheder, du skal have sendt uopfordrede ansøgninger til.
2. Research online - send en mail
Vælger du at benytte dig af denne strategi skal du sætte en smule mere tid af. Mange mennesker føler sig utrygge ved at skulle ringe op til virksomheder og bede om noget. Det slipper du for, hvis du benytter denne metode.
Her skal du først researche på den virksomhed, du har udvalgt. Brug virksomhedens “Om os” side, nyheder, pressemeddelelser, artikler i nyhederne til at finde ud af, hvad virksomhedens største udfordringer er lige nu.
Herefter skriver du din ansøgning og sender den.
Fordele: Med denne metode får du en del informationer, du kan bruge til at målrette din uopfordrede ansøgning så meget som muligt med.
Ulemper: Du kan ikke vide præcist, hvem du skal sende ansøgningen til, så du risikerer, at den ender hos den forkerte person.
3. Mix - send en mail og ring op
Her skal du både lave din research online og derefter ringe virksomheden op. Første skridt er at indsamle så meget information som muligt online (brug fremgangsmåden fra strategi 2). Herefter sender du dem en mail med dit CV og ansøgning. I mailen skriver du, at du ringer dem op om tre dage (nævn datoen du ringer til dem på).
Målet med telefonopringningen er at få svar på spørgsmål som:
- I hvilken afdeling af virksomheden, de har mest travlt
- Hvilke jobmuligheder de har for tiden
- Om de forventer at skulle ansætte inden for dit område i den nærmeste fremtid
- Hvilke kompetencer de søger mest efter
- Hvem du skal sende ansøgningen til (navn, emailadresse, gerne også stilling)
Fordele: Den største fordel er, at du med denne strategi får en masse brugbare og værdifulde oplysninger, som du ikke ville kunne få udelukkende ved at researche online. Dem kan du bruge til at skrive din uopfordrede ansøgning ud fra.
Ulemper: Du risikerer at fremstå en smule uklar i din hensigt, hvormed modtageren kan føle, du spilder deres tid.
4. Mød op fysisk
Fjerde og sidste strategi er at møde op hos virksomheden fysisk. Denne strategi er bedst egnet til mindre virksomheder.
Med dit CV og en ansøgning under armen møder du op fysisk hos virksomheden og spørger, om det er okay, du efterlader en kopi hos dem. I værste fald afviser receptionisten dig. I bedste fald bliver du budt på kaffe og måske møder du endda din potentielle fremtidige arbejdsgiver.
Fordele: Du bliver husket og det er ikke mange, der prøver denne strategi.
Ulemper: Du risikerer at blive oplevet som forstyrrende, da du ankommer uanmeldt. Et fysisk CV kan også nemt blive væk.
Hvordan skriver man en uopfordret ansøgning?
Okay, nu ved du, hvordan du finder frem til virksomhederne og hvordan du skal indlede kontakten. Næste spørgsmål er, hvordan du skriver selve ansøgningen. Det allervigtigste at huske på er, at en uopfordret ansøgning skal skrives direkte til virksomheden - den skal altså være super målrettet. Derfor kan du ikke bare kopiere fra en skabelon, men blot bruge dem som inspiration.
Når det så er sagt, vil vi alligevel forsøge at give en overordnet metode, du kan bruge til at skrive din næste uopfordrede ansøgning.
Den ser således ud:
- Din indledning (hvordan starter man en uopfordret ansøgning?)
- Din fortælling (hvordan vil du løse virksomhedens problem?)
- Afslutning med en “call to action”
Lad os gennemgå hvert punkt herunder.
Din indledning (hvordan starter man en uopfordret ansøgning?)
Din indledning er vigtig. Det er her, du fanger din læsers opmærksomhed. Målet er at få hende eller ham så fanget af din tekst, at vedkommende læser videre. Den hemmelige ingrediens er at få det hele til at handle om dem.
Find en positiv historie fra virksomheden for nyligt (indenfor de seneste seks måneder). Det kan for eksempel være en pris de har modtaget, en succesfuld implementering af en ny strategi, et foredrag du har hørt eller noget fjerde der er relevant.
Husk at gøre din indledende hilsen personlig, ved at bruge personens fornavn som i en almindelig ansøgning.
Eksempel
“Hej Gitte
Tillykke til både dig og dit team i Service Turbo for at vinde Børsens Gazellepris i sidste måned. Jeg er meget imponeret over jeres måde at håndtere kundefeedback og jeres flotte resultater inden for salg. Det er faktisk derfor, jeg besluttede at skrive denne uopfordrede ansøgning. Jeg tror nemlig, I har potentiale til at klare jer endnu bedre end hidtil.”
Din fortælling (hvordan løser du virksomhedens problem?)
Før du kan gå i gang med dette afsnit af din uopfordrede ansøgning, er det vigtigt, at du har styr på, hvad virksomhedens største udfordringer er lige nu. Herefter kan du starte på din fortælling om, hvordan du vil løse udfordringen/problemet.
Opbygningen af din fortælling ser du her:
Problemet → Løsningen → Effekten
På blot få linjer skal du altså både beskrive virksomhedens problem/udfordring, hvordan du planlægger at løse det for dem samt hvad de får ud af din løsning.
Den største udfordring ved en uopfordret ansøgning er, at den ikke har en stillingsannonce at læne sig op ad. Derfor skal du selv have lavet research på virksomheden for at finde frem til lige præcis dét område, du kan hjælpe dem på. Når du har fundet det, gør du følgende:
Brug STAR metoden til at finde din historie:
- Situation
- Task (opgave)
- Action (handling)
- Result
Herunder ser du et eksempel på en STAR-fortælling:
Eksempel
“Mens jeg arbejdede som kundeansvarlig hos IT Energice var vores største udfordring at fastholde kunderne i længere tid. Det var derfor min opgave at udvikle strategier og metoder til at øge loyaliteten og engagementet hos vores kunder.
Jeg implementerede derfor som noget af det første en onboarding serie, der skulle hjælpe kunderne med bedre at forstå vores produkt, samtidig med, at de kom godt i gang med at bruge det. Jeg brugte også onboarding serien til at involvere vores kunder mere, så de kunne give feedback på det, de gerne ville have ændret og det, de manglede.
Resultatet af denne indsats var en forlænget levetid på otte måneder per kunde i gennemsnit. Noget der virkelig kunne mærkes på bundlinjen.
Jeg er nu klar til at bruge mine erfaringer fra Firma1 hos jer, så derfor håber jeg, I kan se værdien af at have en med min profil ansat.”
Afslutning
Så er det tid til at afslutte din ansøgning. Her er det vigtigt, at du giver et stærkt indtryk. Afslut derfor din ansøgning med en såkaldt “call to action” sætning, der viser, at du står klar til yderligere uddybning. Læg meget gerne op til, at du selv kontakter virksomheden efter en periode på tre dage.
Eksempel
“Jeg vil meget gerne uddybe yderligere, hvordan jeg kan hjælpe jer. Jeg kontakter dig om tre dage for at drøfte mulighederne.
Med venlig hilsen
Kathrine Jensen”
Den samlede uopfordrede ansøgning kan du se herunder:
Hej Gitte
Tillykke til både dig og dit team i Service Turbo for at vinde Børsens Gazellepris i sidste måned. Jeg er meget imponeret over jeres måde at håndtere kundefeedback og jeres flotte resultater inden for salg. Det er faktisk derfor, jeg besluttede at skrive denne uopfordrede ansøgning. Jeg tror nemlig, I har potentiale til at klare jer endnu bedre end hidtil.
Mens jeg arbejdede som kundeansvarlig hos IT Energice var vores største udfordring at fastholde kunderne i længere tid. Det var derfor min opgave at udvikle strategier og metoder til at øge loyaliteten og engagementet hos vores kunder.
Jeg implementerede derfor som noget af det første en onboarding serie, der skulle hjælpe kunderne med bedre at forstå vores produkt, samtidig med, at de kom godt i gang med at bruge det. Jeg brugte også onboarding serien til at involvere vores kunder mere, så de kunne give feedback på det, de gerne ville have ændret og det, de manglede.
Resultatet af denne indsats var en forlænget levetid på otte måneder per kunde i gennemsnit. Noget der virkelig kunne mærkes på bundlinjen.
Jeg er nu klar til at bruge mine erfaringer fra IT Energice hos jer, så derfor håber jeg, I kan se værdien af at have en med min profil ansat.
Jeg vil meget gerne uddybe yderligere, hvordan jeg kan hjælpe jer. Jeg kontakter dig om tre dage for at drøfte mulighederne.
Med venlig hilsen
Kathrine Jensen
Husk dit CV skal sendes med i mailen
Selvom hovedfokus skal være på din ansøgning må du endelig ikke glemme også at sende dit CV med. Dit CV viser alle dine relevante erfaringer frem, og er et uundværligt dokument til din jobsøgning, uanset om du søger uopfordret eller om du sender en motiveret ansøgning. Sørg i øvrigt også for, at din LinkedIn profil er i tiptop stand, da mange arbejdsgivere kigger her.
Prøv en af vores CV skabeloner, hvis du har svært ved at komme godt i gang med at skrive dit CV.
Hvis du er klar til at prøver kræfter med at skrive din egen uopfordrede ansøgning, så start med at vælge en af vores ansøgningsskabeloner og lad os guide dig.
Uopfordrede ansøgninger: flere eksempler
Herunder har vi lavet et par ekstra eksempler på uopfordrede ansøgninger. Du kan kopiere og tilpasse dem, så de passer til lige netop din situation.
Uopfordret ansøgning som lagermedarbejder
Tekst du kan kopiere og tilpasse
Hej Søren
Jeg har set, I har oplevet meget stor succes med jeres online salg gennem det sidste år. Jeg ved selv, hvor stor en opgave det skaber blandt andet i forhold til lagerstyring. Det er faktisk grunden til, jeg har valgt at række ud til jer i dag. Jeg er sikker på, jeg kan hjælpe jer til at sende jeres varer afsted endnu hurtigere.
Da jeg arbejdede med lagerstyring og forsendelse hos en mindre webshop var det min opgave at sørge for, at alle varer blev afsendt i rette tid. Vores mål var, at hver vare skulle nå frem dagen efter, hvilket kunne være en udfordring i højsæsonerne. På det tidspunkt havde de ikke systematiseret deres ordresystem. Jeg fik derfor til opgave at udvikle en effektiv lagerstyring, der ville sikre, at alle varer kom afsted og intet blev tabt.
Løsningen var et helt nyt system til at håndtere alle ordrer på en måde, så alle ordrer automatisk blev sat i rækkefølge efter, hvornår de var modtaget.
Resultatet af det nye ordresystem var, at kunderne hver gang blev glædeligt overraskede over, hvor hurtigt de modtog deres varer. Det gav dem mod på at bestille flere ting. På den måde kunne vi måle direkte på bundlinjen, at det nye system virkede. Efter nogle måneder havde systemet tjent sig selv hjem igen, blot ved at systematisere det hele.
Jeg er helt klar til at bruge mine erfaringer og kompetencer til at hjælpe jer videre og jeg vil meget gerne forklare nærmere, hvad jeg ser af muligheder for jer.
Jeg kontakter jer derfor om tre dage for at høre, om det er noget, vi skal gå videre med.
Med venlig hilsen
Peter Larsen
Uopfordret ansøgning som pædagogmedhjælper
Tekst du kan kopiere og tilpasse
Hej Lone
Tillykke til alle jer hos specialbørnehaven Solskin med prisen som Årets Specialbørnehave. Det er fuldt fortjent og skyldes ikke mindst jeres store arbejde med udviklende aktiviteter såsom musik og leg. Netop derfor tror jeg også, jeg vil kunne hjælpe jer endnu mere.
Da jeg var ansat som pædagogmedhjælper hos børnehaven Guldfisken havde vi en fast rutine om sang og leg hver dag inden frokosten blev indtaget. Her var det min opgave at igangsætte de musiske aktiviteter og legene.
For at undgå, at jeg hver dag skulle find på nye aktiviteter besluttede jeg mig for at sætte det lidt i system. Jeg lavede derfor et excelark, hvor jeg ugentligt planlagde de forskellige aktiviteter til hver dag i løbet af ugen. Det gjorde arbejdet nemmere og mere overskueligt, og børnene syntes det var sjovt, at der var så stor variation i dagens aktiviteter.
Jeg ved, jeg vil kunne yde samme indsats hos jer og jeg håber, I vil høre mere om, hvad jeg ellers kan tilbyde af kompetencer. Jeg skriver til jer om to dage for at følge op.
Med venlig hilsen
Birgitte Delacour
P.S. Leder du efter inspiration til ansøgninger til opslåede stillinger, har vi samlet en liste af gratis eksempler på ansøgninger her.