Sådan lykkes du med dit næste jobskifte

Overvejer du at skifte job? Få gode råd til, hvad du skal have med i dine overvejelser samt ekspertråd til dig, der vil videre i karrieren.
30.06.2025 5 min læsetid Karin Lykke Nielsen Karin Lykke Nielsen
Sådan lykkes du med dit næste jobskifte

859.580. Så mange danskere skiftede job i 2024 (kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på jobindsats.dk). Hvis du går med overvejelser om at skifte job i år, er du altså ikke alene. 

Men hvilke overvejelser skal du have med, inden du går i gang med dit næste jobskifte? 

Typiske årsager til jobskifte

Der kan være mange forskellige grunde til, at man overvejer et jobskifte. For eksempel kan det skyldes dårlig ledelse, manglende udfordringer, utilfredsstillende løn eller et ønske om bedre balance mellem arbejde og fritid.

En af de mest udbredte årsager er dårlig ledelse. Et problematisk forhold til chefen kan føre til mistrivsel eller endda stress på arbejdspladsen. Hvis du uden held har forsøgt at forbedre samarbejdet, kan det være et tegn på, at det er tid til at søge nye muligheder.

I løbet af arbejdslivet ændrer vores interesser og værdier sig ofte. Mange oplever med tiden et større behov for balance mellem arbejde og privatliv, hvilket kan føre til et ønske om mere fleksible arbejdstider eller mulighed for hjemmearbejde. For andre sker der ændringer i de personlige værdier, så de begynder at lægge vægt på for eksempel bæredygtighed og søger derfor virksomheder, der tager ansvar for klimaet.

Derudover kan et ønske om læring og personlig udvikling blive vigtigere, så man søger roller med flere muligheder for faglig sparring, nye opgaver eller efteruddannelse.

Ud over ændrede interesser og værdier kan livsomstændigheder som familieforøgelse, sygdom eller flytning også spille ind. Disse situationer kan ændre dine prioriteringer, så tryghed, nærhed eller en ny type virksomhedskultur får større betydning.

Uanset hvad der motiverer dig til at overveje et jobskifte, er der i dagens Danmark gode muligheder for at finde et arbejdsliv, der passer bedre til dine behov og ønsker.

Refleksion: Er du klar til at skifte job?

Før du kaster dig ud i et jobskifte, er det vigtigt at tage et skridt tilbage og reflektere over, om du virkelig er klar. Start med at afklare din motivation: hvad er det, der driver dig væk fra dit nuværende job, og hvad håber du at finde i det næste? Hvis du har udtømt mulighederne for udvikling på din nuværende arbejdsplads, kan det være, du skal søge til en større virksomhed, hvor der kan være flere muligheder for anderledes opgaver, højere løn eller en hurtigere forfremmelse. Det er værd at overveje, hvor stor en forandring du egentlig ønsker. Er det et nyt arbejdsmiljø, en helt ny branche eller måske blot andre arbejdsopgaver, der trækker? Det er også værd at undersøge, hvilke positive forhold i dit nuværende job der stadig holder dig fast. Er det kollegerne, trygheden, lønnen eller noget helt fjerde? Når du ved det, ved du også, hvad du skal gå efter på din nye arbejdsplads, og du kan nemmere målrette din jobsøgning derefter.

Interne muligheder

Inden du beslutter dig for at skifte job, kan det også være værd at tage en snak med din nuværende leder om muligheder for nye opgaver, efteruddannelse eller ændringer i din nuværende rolle. Nogle gange kan dine behov imødekommes internt, hvilket kan være en god måde at udvikle dig på uden at skulle forlade arbejdspladsen.

Kompetenceafklaring

Et vigtigt skridt i processen mod et nyt job er at få styr på dine kompetencer. Start med at kortlægge, hvad du allerede kan - både dine faglige og personlige kompetencer samt den erfaring, du har opbygget gennem årene. Tænk derefter over, hvilke af disse du ønsker at bringe i spil i dit næste job, og hvilke nye kompetencer du gerne vil udvikle. Måske drømmer du om mere ansvar, mere kreativitet eller at arbejde med nye teknologier? Der findes flere gode værktøjer til kompetenceafklaring som for eksempel refleksionsøvelser, jobmatch-tests eller modeller som SWOT og T-form. Du kan også bruge dit netværk som sparringspartnere eller få inspiration ved at læse stillingsopslag, der tiltaler dig. Jo bedre du kender dine egne styrker og ønsker, desto nemmere bliver det at finde det rette match.

Ekspertens tip: Prøv gratis værktøjer som Min Kompetencemappe eller Jobkompasset for at få et overblik over dine kompetencer og se, hvilke brancher eller jobtyper der kunne passe til dig.

Undersøg mulighederne

Når du har fået klarhed over dine mål og kompetencer, er det tid til at undersøge dine muligheder. Start med at researche jobmarkedet og de brancher, der kunne være relevante for dig. Fokuser for eksempel på, hvilke roller der er i vækst, og hvor du matcher bedst med dine styrker. Brug også dit netværk aktivt; ofte er det nemlig gennem professionelle kontakter, at de mest interessante jobmuligheder opstår. Når du bruger dit netværk, kan du fx tage en uformel snak med folk, der arbejder i brancher, du er nysgerrig på. Spørg ind til deres arbejdsdag, hvilke kompetencer de bruger, og hvilke udfordringer de møder. Det kan give dig værdifuld indsigt og måske åbne døre til nye muligheder.

Overvej desuden, om du har brug for at opkvalificere dig for at nå dine mål. Det kan være alt fra et kort onlinekursus til en egentlig videreuddannelse. Ved at kombinere research, netværk og kompetenceudvikling får du et realistisk billede af dine muligheder og en langt stærkere platform for dit næste karriereskridt.

Praktiske overvejelser

Et jobskifte rummer ikke kun faglige overvejelser – der er også en række praktiske forhold, du bør tage med i dine beslutninger. Økonomien spiller ofte en central rolle: Kan du tåle en periode uden indkomst? Eller har du råd til at gå ned i løn i en periode for at opnå større trivsel eller nye udviklingsmuligheder? Privatlivet kan også blive påvirket, især hvis jobbet indebærer ændrede arbejdstider, længere transport eller mere ansvar. Mange overvejer, om det er for sent at efteruddanne sig, især hvis man har rundet de 50. Svaret er klart: Det er aldrig for sent. Efteruddannelse kan åbne døre og tilføre ny energi – både fagligt og personligt. Samtidig er det vigtigt at anerkende, at jobskifte indebærer en vis grad af usikkerhed. Ved at forberede dig grundigt og tage velovervejede skridt kan du mindske risiciene og øge chancerne for, at skiftet bliver en positiv og bæredygtig beslutning.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er klar til et jobskifte, kan du prøve at "teste" dine valg. Tag for eksempel et kursus, lav frivilligt arbejde eller tag en snak med en mentor i den branche, du overvejer. Det kan give dig en mere konkret fornemmelse af, om et skifte er det rigtige for dig.

Jobsøgningsprocessen

Når du er klar til at søge nye muligheder, er det vigtigt at gå struktureret til værks i jobsøgningsprocessen. Start med at opdatere dit CV og din LinkedIn-profil, så de afspejler dine nuværende kompetencer, erfaringer og mål. Sørg for, at dine beskrivelser er præcise og relevante i forhold til de job, du søger - og brug gerne nøgleord fra stillingsopslagene. Herefter handler det om at skrive målrettede og motiverede ansøgninger, hvor du tydeligt viser, hvordan du kan bidrage til den specifikke virksomhed og stilling. Undgå generiske tekster. Hver ansøgning skal skræddersyes. Når du bliver inviteret til en jobsamtale, bør du forberede dig grundigt. Læs op på virksomheden, forbered eksempler på dine resultater og vær klar på at håndtere både de mest typiske spørgsmål til jobsamtalen og eventuelle cases eller tests. En velforberedt jobsøger virker både mere kompetent og mere motiveret, og det kan gøre hele forskellen.

Tjekliste til din jobsøgning

Tjekliste til din jobsøgning når du vil skifte job

Når du har fået nyt job

Når du har landet et nyt job, begynder næste vigtige fase: at få en god start. De første uger er afgørende for, hvordan du falder til både fagligt og socialt. Sæt dig ind i virksomhedens kultur og arbejdsgange, og vær åben og nysgerrig i mødet med dine nye kolleger. Tag initiativ til at præsentere dig selv - også uden for dit nærmeste team - og deltag aktivt i møder og sociale arrangementer. Lyt mere, end du taler i starten, men tøv ikke med at stille spørgsmål. Det viser både engagement og vilje til at lære. Etabler tidligt en god relation til din nærmeste leder og få afstemt begge jeres forventninger til dine opgaver og rolle. Ved at kombinere faglig fokus med en aktiv indsats for at opbygge relationer, giver du dig selv de bedste betingelser for at trives og lykkes i dit nye job.

Få styr på CV og ansøgning - nemt og professionelt

Et velstruktureret CV og en målrettet ansøgning er ofte nøglen til at lande drømmejobbet. Hvis du vil gøre processen både nemmere og mere overskuelig, kan du med fordel bruge vores CV-bygger. Her kan du hurtigt oprette et professionelt CV og matche det med en ansøgning i samme design, så du fremstår skarp og gennemført over for arbejdsgiveren.

Prøv Jofibo gratis og giv dig selv de bedste forudsætninger for at komme sikkert videre i din karriere. 

Bedøm denne artikel:
1 Bedømmelser

Andre populære artikler


Brug for et professionelt CV?