Recruiterens råd til en effektiv jobsøgning

Vil du også gerne vide præcis, hvad det første en recruiter i en stor global virksomhed leder efter i et CV? Så læs med her og bliv skarpere på din egen jobsøgning.
04-06-2024 6 min læsetid Karin Lykke Nielsen Karin Lykke Nielsen
Recruiterens råd til en effektiv jobsøgning

Her hos Jofibo vil vi gerne give vores brugere de allerbedste forudsætninger for at søge deres drømmejob. Derfor har vi spurgt Michael Jul Jensen, Senior Recruitment Partner ved MAN Energy Solutions, om hvad hemmeligheden bag at skille sig ud fra mængden er, når man søger en stilling i en stor global virksomhed.

Vi har stillet Michael alle de spørgsmål, en jobsøger skal vide for at slippe igennem rekrutteringsnåleøjet og blive inviteret til en jobsamtale. Det er der kommet denne artikel ud af. Læs blandt andet hvad den største fejl som du kan gøre på dit CV er. 

Opbygning af CV og indhold

I den første del af artiklen deler Michael Jul Jensen sin insiderviden i forhold til opbygningen af CV’et samt dets indhold med vores brugere. Med Michaels mange års erfaring inden for HR og rekruttering, kan du godt forvente unikke perspektiver og guldkorn, du ikke vil gå glip af.

Følger man som ansøger en god skabelon til sit CV, er det en enorm lettelse for den ansættelsesansvarlige. 

Hvad er det første, en recruiter ser efter i et CV?

Når man søger job, er der ofte rigtig mange ansøgere til den samme stilling. Derfor handler det om at kunne skille sig ud fra mængden så hurtigt som muligt, og det opnås bedst med et unikt CV, der er tilpasset præcis den stilling, man søger. Udover at være tilpasset til stillingen, skal CV’et også være nemt at afkode, da en recruiter eller HR medarbejder oftest kun har kort tid til at skimme et CV. Derfor er det utrolig vigtigt, at der ikke er rod i opsætningen, at man ikke skal lede efter relevante erhvervserfaringer og uddannelser samt at ansøgerens unikke  kompetencer er tydelige. 

Michael siger i interviewet: 

- Det første jeg ser efter, når jeg får et CV i hånden, er, om det er overskueligt og nemt at læse. Når man som jeg læser mange CV’er igennem hver dag, er det utrolig vigtigt, at et CV er stillet op enkelt. Dernæst lægger jeg mærke til, om ansøgeren har et foto på sit CV. Det er en fordel med et godt professionelt udseende foto, da det giver mig muligheden for bedre at kunne relatere til ansøgeren. Det er kun en fordel for ansøgeren, og det er også en måde, man kan skille sig ud på og være mindeværdig.

For en recruiter er det altså afgørende, at CV’et er overskueligt og hurtigt at læse igennem. Der er kun kort tid til at vurdere, om ansøgeren skal videre i processen eller om vedkommende ender i bunken med afslag. Med en af Jofibos CV skabeloner, slipper du som jobsøger for at skulle tænke over opsætningen. Det håndterer vi for dig, så du kun skal koncentrere dig om dine data. 

Michael siger: 

- Noget af det vigtigste ved et CV er faktisk opsætningen. Hvor læser man hvad? Jeg foretrækker den omvendt kronologiske opsætning, hvor den seneste eller nuværende stilling står øverst. På den måde skal jeg ikke bruge tid på at lede efter tingene. Er der en profiltekst med i CV’et læser jeg også denne, men fakta er vigtigst. Følger man som ansøger en god skabelon til sit CV, er det en enorm lettelse for den ansættelsesansvarlige. Sørg dog for, at den ikke er fyldt op med en masse grafiske elementer. Skabelonens formål er at gøre CV’et overskueligt. Personligt foretrækker jeg en two-columns skabelon, hvor jeg hurtigt kan se ansøgerens erhvervserfaringer og kompetencer. Det hjælper med at danne et hurtigt og ens overblik.

Herunder ses et eksempel på et two column CV fra Jofibo. Skabelonen der er brugt hedder Elegant.

Billede af et eksempel på en two columns opsætning fra Jofibo

Det er ingen hemmelighed, at et CV skal stå knivskarpt, så snart du sender det afsted. I flere større virksomheder skal dit CV igennem flere led, før det kommer til den endelige beslutningstager. Det første led kan være en hiring manager, som har mange CV’er vedkommende skal igennem på en dag. Derfor må der ikke være tvivl om, hvor dine relevante informationer står. Michael, der ofte får CV’et tilsendt i andet led efter den indledende screening, siger således: 

- Når jeg får et CV i hånden, så skimmer jeg hurtigt de væsentligste ting igennem inden jeg går i dybden med det.

Hvor langt er det ideelle CV?

Hos Jofibo plejer vi at rådgive om, at det ideelle CV skal være mellem to og fire sider langt. Vi spurgte naturligvis også Michael om dette: 

- Et CV kan sagtens blive for langt, men det kan bestemt også blive for kort. Har man haft et langt arbejdsliv, vil et CV naturligvis blive tilsvarende længere. Og det er ok. Men har man eksempelvis haft 10 forskellige stillinger gennem de seneste 20 år, anbefaler jeg, at man nøjes med at beskrive de seneste 3-5 stillinger og medtager de resterende som overskrifter.

Ifølge Michael skal man altså sørge for at medtage hele sin karriere, når man laver sit CV. Men for at undgå, at CV’et ender med at blive meget mere end tre sider langt, anbefaler han, at man blot beskriver de seneste erhvervserfaringer. 

Hvor detaljeret må et CV være? 

Det er lidt en balancekunst at skrive et godt CV. Der skal være nok detaljer med til, at du kan overbevise arbejdsgiveren om, at du besidder de rette erfaringer og kompetencer til at varetage stillingen, men CV’et skal stadig bevare sin overskuelighed. Så hvor går grænsen? Ifølge Michael Jul Jensen må et CV gerne indeholde personlige oplysninger såsom hobbyer og familieforhold, da disse informationer tilføjer et personligt præg: 

- Jeg synes godt, at et CV må indeholde nogle mere personlige oplysninger såsom hobbyer og fritidsaktiviteter. Også familieforhold er velkomne. Det tilføjer et personligt præg til CV’et og gør, at jeg kommer til at lære vedkommende lidt bedre at kende. Man skal som jobsøgende altid huske, at det er mennesker, der hyrer mennesker. Man må også meget gerne bruge lidt humor for at skille sig ud. Vis, at du tør give lidt af dig selv. Husk dog på, at du aldrig ved, hvordan modtageren læser din tekst, så det kan være et sats. Men jobsøgning er ikke en onesize fits all aktivitet. Igen, du har med mennesker at gøre, og selve det at søge job er et sats. Min filosofi er "Hellere satse end ikke at satse".

Hvad er den største fejl, ansøgere begår på deres CV? 

Der er ingen tvivl om, at svaret på dette spørgsmål optager mange jobsøgende. Og med rette. Svaret er, måske ikke overraskende, at den største fejl man som ansøger kan begå på sit CV er at have huller, man ikke har redegjort for. 

Michael siger det på denne måde: 

- Den største fejl man som jobsøger kan begå på sit CV er uden tvivl at have huller deri. Har du i en periode stået udenfor jobmarkedet, så skriv det. Skriv for eksempel, at du var jobsøgende i en periode, at du havde barselsorlov, at du passede på et sygt familiemedlem eller hvad det nu end kan være. Undgå for alt i verden at prøve på at skjule det, for vi opdager det med det samme, og vi bliver mistænksomme.

Det er altså ikke selve det, at der er et hul, der er problemet. Det er det, at en ansøger ikke forklarer, hvorfor der er et hul i CV’et, der kan give anledning til mistro. Og det i en sådan grad, at man risikerer at ende direkte i nej-bunken. 

Derudover forklarer Michael, at stavefejl også er et no-go. Der SKAL læses grundigt korrektur, for hvis dit CV er fyldt med stavefejl, så er det sjusket. Og hvis du sjusker med din jobsøgning, hvad så med dit arbejde? En enkelt slåfejl kan man som recruiter naturligvis godt se igennem fingre med, men så heller ikke mere:

- Er du ordblind, så sørg for at bruge et værktøj, der kan hjælpe dig. Men gør meget gerne opmærksom på, at du har denne udfordring. Man må ikke sende en ansøgning eller et CV ind med stavefejl. Det siger, man ikke har gjort sig umage og så er man allerede bagud.

Ansøgningens opbygning og indhold

Herefter gik vi over til at tale om ansøgningens opbygning og indhold. Hvad er godt at have med og hvad skal man undgå? 

En ansøgnings formål er at underbygge dine data fra dit CV, men på ingen måde blot gentage dem. I din ansøgning skal du komme med argumenterne for, hvorfor netop du skal videre i processen og inviteres til en jobsamtale. Her har du muligheden for at vise mere af din personlighed og dine faglige kompetencer frem. 

Da vi talte med Michael om ansøgningens vigtighed og opbygning, var han meget klar: Den er vigtig, men CV’et er vigtigst: 

- Vi ser gerne, at en ansøger sender både en ansøgning og et CV. CV’et er det vigtigste, men ansøgningen er stadig væsentlig at have med. Det er her du viser, at det er noget, du brænder for, og at du virkelig interesserer dig for stillingen. Det er også her, du har mulighed for at vise mere af din personlighed frem. Ansøgningens formål for mig er, at du her kan argumentere for, hvorfor netop du skal videre i ansøgningsprocessen. Det er også i ansøgningen, at vi kan se, om du har gjort dig umage.

Selvom man indimellem kan høre nogle jobsøgningseksperter sige, at ansøgningen er død, så er det altså langt fra tilfældet. Ansøgningen er stadig en vigtig del af dine jobsøgningsdokumenter. Dog er det ikke sikkert, at ansøgningen bliver læst, hvis ikke dit CV slipper igennem det første nåleøje. 

Hvad får en ansøgning til at skille sig ud? 

Vi spurgte Michael, hvad der kan få en ansøgning til at skille sig ud fra mængden, og svaret kan måske overraske lidt: 

- For mig er det vigtigt, at man som ansøger er konsekvent i sine valg. Det vil sige, der skal gerne være en sammenhæng mellem CV formatet og ansøgningen. Har du for eksempel lavet et two column CV, hvor du har nævnt dine relevante kompetencer, må de også meget gerne fremgå af din ansøgning. Vigtigst er det, at der er en god sammenhæng mellem de to dokumenter. Undgå, at dit CV fremstår med én farve, skrifttype og størrelse og din ansøgning med en anden farve, skrifttype og størrelse. Hold formateringen.

Formatering og sammenhæng mellem dit CV og ansøgning har altså en stor betydning for, hvordan du bliver opfattet som ansøger til en stilling. Jo større sammenhæng du kan vise, desto mere professionelle og gennemtænkte fremstår dine dokumenter. Her hos Jofibo tilbyder vi ansøgningsskabeloner, der matcher din CV skabelon. På den måde kan du altid være sikker på, at dine jobsøgningsdokumenter fremstår professionelle og ensartede. Husk, at både CV og ansøgning er det allerførste indtryk en eventuel ny arbejdsgiver får af dig. 

Hvor lang må en ansøgning være? 

En ansøgning må aldrig fylde mere end én side. Ligesom med dit CV skal du som ansøger tænke over, at modtageren af din ansøgning læser mange igennem på en dag, så det er din opgave at sørge for, at ansøgningen er så overskuelig og letlæselig som muligt. Derfor er det, man kalder en normalside sædvanligvis meget passende. Det svarer til cirka 360 ord.

En god ansøgning der virker bør indeholde en interessant tekst om, hvorfor du søger stillingen, hvem du er og hvorfor du kan gøre en forskel i netop denne stilling:

- Sørg for at fange interessen allerede fra start med en interessant indledning. Undgå den klassiske “Jeg søger stillingen som…”. Det er mindst 20 år siden, at det var sådan, man skulle indlede sine ansøgninger. Mit bedste tip er at gøre din ansøgning interessant og spændende. Hold dig fra kedelige klicheer og generiske formuleringer.

En ansøgning skal altså bidrage med dine gode argumenter for, hvorfor virksomheden og recruiteren skal gå videre med lige netop dig. Her skal du undgå at være generisk, men i stedet sørge for at fremhæve dine kompetencer og erfaringer på en anden måde, end du gør i dit CV. For at hjælpe dig godt i gang, har vi tidligere skrevet en artikel om de bedste måder at indlede din ansøgning på. Brug gerne denne og andre af vores artikler som inspiration til din egen jobsøgning. 

Er du endnu ikke kommet i gang med at bruge et værktøj som Jofibo til at lave dine jobsøgningsdokumenter, så har du mulighed for at oprette dig gratis og teste vores værktøj. Det er først i det øjeblik, du ønsker at downloade dit dokument, at der er en mindre månedlig ydelse. 

Om Michael Jul Jensen

Følg Michael Jul Jensen på LinkedIn

Senior Recruitment Partner - MAN Energy Solutions, som er en del af VW Group med over 672.000 ansatte i hele koncernen. I Danmark er der ansat cirka 2.600 og i Frederikshavn arbejder 450 personer. Michael Jul Jensen har det overordnede ansvar for rekruttering i Frederikshavn og supplerende i hele landet for MAN Energy Solutions. 

Michael Jul Jensen

Michael Jul Jensen har bestridt flere jobfunktioner inden for HR og rekruttering. Forinden sin nuværende stilling som Senior Recruitment Partner hos MAN Energy Solutions har han senest været HR- og Relationschef hos webbureauet Tiger Media. 

Michael arbejder helhjertet for, at medarbejdere og kolleger trives i deres funktioner, og dermed har de bedste forudsætninger for at lykkes med deres job. 

Michaels fokusområder er at:

★ Være troværdig som recruitment partner, og gennemføre de rette rekrutteringer
★ Motivere via coaching og tilstedeværelse
★ Sikre værdien af det gode netværk 

Bedøm denne artikel:
16 Bedømmelser

Andre populære artikler


Brug for et professionelt CV?