Sådan skriver du en ansøgning som sygeplejerske [eksempel & CV]

Lær at skrive en god motiveret ansøgning som sygeplejerske. Artiklen er fyldt med eksempler, du kan bruge i din egen jobsøgning.
30-08-2022 6 min læsetid Karin Lykke Nielsen Karin Lykke Nielsen
Sådan skriver du en ansøgning som sygeplejerske [eksempel & CV]

Som sygeplejerske er du en uundværlig del af det danske samfund og vores allesammens tryghed, når sygdom rammer. Dine evner til at yde omsorg for det enkelte menneske, samtidig med, at du opfylder alle krav til dokumentation og registreringer, gør dig til en superhelt. Derfor skal jobsøgning være simpel, så du hurtigt kan komme i gang med det, du elsker, nemlig at yde omsorg. 

Vi kan ikke skrive din ansøgning som sygeplejerske for dig, men med vores ansøgningsskabeloner og eksempler er du godt klædt på til at skrive en god motiveret ansøgning. Hvis du ikke søger en opslået stilling, anbefaler vi, at du først læser vores artikel om at skrive en uopfordret ansøgning

Opbygning af en motiveret ansøgning som sygeplejerske

En ansøgning, uanset om det er som sygeplejerske, socialrådgiver eller som pædagog, følger en bestemt opbygning. 

Udover brevhovedet, hvor du angiver dit fulde navn samt navnet på virksomheden og den rekrutteringsansvarlige, består en sygeplejerske ansøgning af: 

  • En overskrift
  • En indledende hilsen
  • En indledning
  • Din ansøgnings indhold
  • En afslutning

Sådan skriver du en ansøgning som sygeplejerske - eksempel på en ansøgning som sygeplejerske med angivelse af de forskellige elementer

Overskrift

Din overskrift skal reflektere stillingen, du søger. Hvis der således i stillingsannoncen står, at man søger en nytænkende og fagligt dygtig sygeplejerske, kan du bruge det i din overskrift. Det vil sige, at i stedet for blot at skrive “Sygeplejerske” i din overskrift skriver du “Nytænkende sygeplejerske med 5 års erfaring”. 

Indledende hilsen

I Danmark vil vi som regel bruge fornavnet på den person, der skal læse ansøgningen igennem. Det er også vores klare anbefaling, når du skriver en ansøgning som sygeplejerske. Hvis der står et navn i stillingsannoncen, er det det, du skal bruge. Skriv da: “Hej Katrine” som din indledende hilsen. 

I de tilfælde, hvor der ikke er et navn anført, kan du eventuelt prøve at ringe til afdelingen, og høre, hvem der står for rekrutteringen. 

Vi anbefaler ikke, at du indleder din sygeplejerskeansøgning med “Til rette vedkommende”. Det er for generisk og upersonligt. 

Indledning

Fang din læsers opmærksomhed med en god indledning. I artiklen 7 måder at indlede din jobansøgning på, kommer vi ind på syv forskellige skabeloner, du kan bruge, når du skal skrive en indledning til en jobansøgning. 

En indledning til en ansøgning som sygeplejerske kunne lyde sådan: 

Som sygeplejerske inden for ældreplejen er min vigtigste opgave at sørge for, at alle borgere får en god og værdig pleje. Nøglen til det er personcentreret pleje, hvor den enkelte borger oplever sammenhæng i plejen på tværs af faggrupper. Derfor sætter jeg en stor ære i at sikre, at alle faggrupper sparrer med hinanden og deler deres viden på kryds og tværs. Dét gør en forskel for borgeren.


Her har jeg brugt indledningsskabelon 7, hvor man indleder sin ansøgning med en værdisætning. 

Indhold

Efter du har skrevet en fængende indledning, er det tid til at skrive selve indholdet af din ansøgning. Her skal du sætte dig i arbejdsgiverens sted og tænke, hvad får de ud af at ansætte dig. 

Når du skal skrive indholdet til din jobansøgning, skal du vide præcis, hvad arbejdsgiveren leder efter i en ny medarbejder. Det betyder, at du skal analysere stillingsannoncen og notere, hvilke nøgleord, der bedst passer på dig og dine kompetencer. Tag udgangspunkt i et eller to nøgleord, og fokuser på dem. Sørg for, at dit indhold ikke blot gentager, hvad du har skrevet i dit CV, men i stedet for uddyber og underbygger det. Man kan sige, at hvor man i CV’et kigger tilbage på ens arbejdshistorik, ser man fremad i ansøgningen. Vigtigst af alt er altid at tage udgangspunkt i stillingsopslaget.

I eksemplet herunder har sygeplejersken valgt at fokusere på en af sine personlige kompetencer, nemlig omstillingsparathed. Det har hun valgt, fordi arbejdsgiveren i stillingsannoncen lægger særligt stor vægt på netop denne egenskab. 

På min nuværende arbejdsplads har jeg siden sidste forår været ansvarlig for at implementere og facilitere nye arbejdsgange. Dette arbejde har nedbragt antal sygedage med fem dage årligt i gennemsnit for afdelingen. Jeg valgte at blive en del af arbejdsgruppen, fordi jeg mener, der skal være en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Og hvem er bedre til at sikre det, end os på gulvet? 

Derfor er jeg også overbevist om, at jeg kan være med til at understøtte jeres ønske om at afprøve en ny organisering af den udkørende pleje, så den enkelte borger oplever kontinuitet og nærvær. Det kræver nemlig en holdindsats og omstillingsparathed fra både sygeplejersker og sosumedarbejdere, hvilket jeg kan være med til at fremme hos jer.

Afslutning

Din sygeplejerske ansøgning skal selvfølgelig afsluttes slagkraftigt, så du efterlader et stærkt og varigt indtryk. Afslut derfor altid din ansøgning med selvtillid. Se eksemplet herunder: 

Med mine 5 års erfaring inden for ældreplejen samt høje grad af omstillingsparathed, vil jeg være i stand til at varetage opgaven med at øge graden af den tværfaglige kommunikation. Jeg vil med glæde mødes og fortælle mere om, hvordan jeg ser mig selv bidrage til netop denne problemstilling. Tak for din tid.

Med venlig hilsen 
Augusta Jensen


Her kan du læse mere om at afslutte din ansøgning.

Eksempel på en motiveret ansøgning som sygeplejerske

Herunder ser du det fulde eksempel på en motiveret ansøgning som sygeplejerske. Du er velkommen til at bruge teksten derfra til din egen sygeplejerske ansøgning. Eksemplet er i tekstform længere nede. 

Eksempel på en ansøgning som sygeplejerske

Tekstversion af ansøgning som sygeplejerske du kan kopiere

Nytænkende sygeplejerske med 5 års erfaring

Hej Katrine

Som sygeplejerske inden for ældreplejen er min vigtigste opgave at sørge for, at alle borgere får en god og værdig pleje. Nøglen til det er personcentreret pleje, hvor den enkelte borger oplever sammenhæng i plejen på tværs af faggrupper. Derfor sætter jeg en stor ære i at sikre, at alle faggrupper sparrer med hinanden og deler deres viden på kryds og tværs. Dét gør en forskel for borgeren.

På min nuværende arbejdsplads har jeg siden sidste forår været ansvarlig for at implementere og facilitere nye arbejdsgange. Dette arbejde har nedbragt antal sygedage med fem dage årligt i gennemsnit for afdelingen. Jeg valgte at blive en del af arbejdsgruppen, fordi jeg mener, der skal være en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Og hvem er bedre til at sikre det, end os på gulvet? 

Derfor er jeg også overbevist om, at jeg kan være med til at understøtte jeres ønske om at afprøve en ny organisering af den udkørende pleje, så den enkelte borger oplever kontinuitet og nærvær. Det kræver nemlig en holdindsats og omstillingsparathed fra både sygeplejersker og sosumedarbejdere, hvilket jeg kan være med til at fremme hos jer.

Med mine 5 års erfaring inden for ældreplejen samt høje grad af omstillingsparathed, vil jeg være i stand til at varetage opgaven med at øge graden af den tværfaglige kommunikation. Jeg vil med glæde mødes og fortælle mere om, hvordan jeg ser mig selv bidrage til netop denne problemstilling. Tak for din tid.

Med venlig hilsen 
Augusta Jensen

Sygeplejerske CV eksempel

Rigtig mange kommer hurtigt til at fokusere meget på at få skrevet den helt rigtige ansøgning, når de søger en stilling som sygeplejerske. Det er dog mindst lige så vigtigt at have et stærkt CV. Jeg har i nedenstående afsnit lavet et CV eksempel, du som sygeplejerske kan tage udgangspunkt i. Opbygningen er omvendt kronologisk og CV skabelonen hedder Minimalistisk.

Eksempel på et sygeplejerske CV

Ønsker du mere inspiration til dine ansøgninger, kan du læse denne artikel: gratis eksempler på ansøgninger

Bedøm denne artikel:
21 Bedømmelser

Andre populære artikler


Brug for et professionelt CV?